Byvandringer 2010

25 års Lokalhistoriske Byvandringer i Herning med C.E. Bundesen

Siden 1986 har Carl Erik Bundesen - med en enkelt undtagelse - gennemført de Lokalhistoriske Byvandringer i Herning midtby, som en aktiv del af Historisk Forening for Herning Kommunes arrangementer. I år kunne foreningen således fejre 25 års jubilæum for disse populære byvandringer. Hver aften deltog knap 30 personer til fods, på cykel og andre mindre køretøjer på en munter byvandring,.

Fodrejsen startede som vanligt i øst ved 'Laulund' Silkeborgvej 5 ved den nye kinesiske restaurant 'China Tang' og sluttede et par timer senere i dejligt tørvejr i vest ved  Markedspladsen, efter en tur op eller ned af både Østergade og Bredgade.

Undervejs fortalte Bundesen - forhenværende seminarie-lektor - mangt og meget om Hernings fortid. Han har bl.a. skrevet bogen "Herning - fra landsby til stationsby" og øste af sin betydelige viden, som han bl.a. har opnået via sit tidligere virke som leder af Lokalhistorisk Arkiv i Herning.

Byvandringen har gennem årene forgået i sol eller regn eller hundedagsvejr - i 2010 var vi heldige med tørvejr og pæne temperaturer hver aften.

Indfødte og tilflyttere får alle masser af ny viden og spændende detaljer under turen gennem Strøget, som er under stadig forandring i en aktiv by som Herning. Som altid er turen GRATIS og for alle, uden at man behøver at være medlem af Historisk Forening for Herning Kommune, men mange glade gæster har senere meldt sig ind i foreningen.