2010

Billedgallerier 2010

Kartoffeltyskerne 26. okt. 2010

Foredrag af Elsa Steen Ølgaard, formand for Foreningen 'Kartoffeltyskerne på Alheden', tirsdag 26. oktober 2010.

Auditoriet på Nørregade 99 var fyldt op med omkring 120 interesserede tilhørere til Elsa Steen Ølgaards besøg. Hun er syvende generation af kartoffeltysker-slægten Krath, der sammen med 29 andre slægter indvandrede til Alheden i 1760. Kolonisterne kom hertil for at opdyrke heden, efter invitation fra den danske konge. Mange efterkommere af disse indvandrere bor i dag i Herning og omegn.

'Kartoffeltyskerne på Alheden' kan i 2010 fejre sit 25 års jubilæum. I 2009 forestod foreningen de store arrangementer i Frederiks i anledning af 250-året for de første sydtyske indvandrere i 1759.

Elsa Steen Ølgaard har selv besøgt landsbyen Sulzfeld i delstaten Thüringen i det sydlige Tyskland, hvorfra hendes forfader, den 36-årige Johann Christian Krath, udvandrede med sin lille familie i 1760, for at blive kartoffeltysker på den jyske hede ved Grønhøj, i nærheden af Viborg.

Elsa Steen Ølgaard er uddannet som journalist, og har bl.a. skrevet en lille bog med masser af billeder om denne spændende, men noget oversete, epoke i Danmarkshistorien.

Det brune guld

Foredrag med Jan Svendsen 28. september 2010

Historisk Forening var yderst aktuel med sit september foredrag om brunkul: Det brune guld. Næsten 100 personer var mødt op i Auditoriet, Nørregade 99 for at høre om den nære fortids, specielt besættestidens, forsyning af brændstoffer.

Brunkulseventyret i Danmark foregik hovedsagelig i et område med Herning i centrum, kaldet: Brunkulstrekanten. Den strakte sig hovedsageligt fra Herning i øst mod Videbæk i vest og mod Brande i syd. Hovedperioden var under besættelsen fra 1940 til 1945, men strakte sig langt op i 50'erne.

Det brune guld fandtes på Danmarks farligste arbejds- og bo-pladser, og kostede blod, sved og tårer. Arbejdet foregik både med muskel- og maskin-kraft. Bostederne var ofte opfattet som en slags midtjysk Klondyke, ikke mindst i Søby-området. Jan Svendsen fortalte - fyldt med facts og gode historier - om et spændende stykke lokalhistorie, som også var en bemærkelsesværdig periode i dansk erhvervshistorie.

Byvandringer 2010

25 års Lokalhistoriske Byvandringer i Herning med C.E. Bundesen

Siden 1986 har Carl Erik Bundesen - med en enkelt undtagelse - gennemført de Lokalhistoriske Byvandringer i Herning midtby, som en aktiv del af Historisk Forening for Herning Kommunes arrangementer. I år kunne foreningen således fejre 25 års jubilæum for disse populære byvandringer. Hver aften deltog knap 30 personer til fods, på cykel og andre mindre køretøjer på en munter byvandring,.

Fodrejsen startede som vanligt i øst ved 'Laulund' Silkeborgvej 5 ved den nye kinesiske restaurant 'China Tang' og sluttede et par timer senere i dejligt tørvejr i vest ved  Markedspladsen, efter en tur op eller ned af både Østergade og Bredgade.

Undervejs fortalte Bundesen - forhenværende seminarie-lektor - mangt og meget om Hernings fortid. Han har bl.a. skrevet bogen "Herning - fra landsby til stationsby" og øste af sin betydelige viden, som han bl.a. har opnået via sit tidligere virke som leder af Lokalhistorisk Arkiv i Herning.

Byvandringen har gennem årene forgået i sol eller regn eller hundedagsvejr - i 2010 var vi heldige med tørvejr og pæne temperaturer hver aften.

Indfødte og tilflyttere får alle masser af ny viden og spændende detaljer under turen gennem Strøget, som er under stadig forandring i en aktiv by som Herning. Som altid er turen GRATIS og for alle, uden at man behøver at være medlem af Historisk Forening for Herning Kommune, men mange glade gæster har senere meldt sig ind i foreningen.

Den gamle biograf 19. januar 2010

Den gamle biograf, 19. januar 2010.

Mediehuset 24. februar 2010

Hernings aviser før og nu.