Nyhedsarkiv
Den gamle biograf
tirsdag 24. januar 2012
kl. 16.00 og kl 19.30
I år er det for 25. gang, at Historisk Forening for Herning Kommune i samarbejde med Doris Frederiksen, lederen af Lokalhistorisk Arkiv i Herning, kan præsentere et nostalgisk program, der - næsten som Dronning Margrethe - rækker over hele fire årtier!
En aften i februar 1988 præsenterede Historisk Forening sammen med Lokalhistorisk Arkiv i Herning et par af arkivets film, bl.a. om ungskuet og brunkulstiden. Det samlede omkring 40 tilskuere.
Denne forsamling vidste ikke, at de dermed var med til at skabe Herning-historie. Den Gamle Biograf er nemlig siden vokset til en institution, der hvert år samler omkring 300 mennesker til en oplysende og fornøjelig eftermiddag eller aften. Samtidig er det blevet et vigtigt udstillingsvindue for Lokalhistorisk Arkivs samlinger, der heldigvis hele tiden suppleres med
nye, "gamle" film.
Det er tankevækkende, at den filmstump, der måske blev optaget samme februardag i 1988,
og altså dengang var nutid, i dag kunne vises som lokalhistorie, der ville vække vild jubel og "kan du huske"-stemning i salen.
Husk derfor på, at også dine nye og ældre film fra Herning-området kan være historie, og at Lokalhistorisk Arkiv altid er parat til en snak om mulighederne.
I anledning af 25-års jubilæet har Den Gamle Biografs direktør, Doris Frederiksen, fundet frem til en perlerække af film fra fire årtier.Det er en blanding af professionelle optagelser og amatørernes film fra hverdag og fest.
Fra hverdagen på Hernings store arbejdspladser i 40'erne, til hverdagen på den nye Herningholmskole, hvor 1. klasse i 1958 og 1960 blev filmet af fotograf Hugo E. Madsen.
I regnetimen bliver kuglerammen brugt flittigt, hæfterne rettes af læreren ved katederet og endelig kan klassen rejse sig op og synge "Nu er timen til ende". Filmen mangler dog oplysninger om, hvilke lærere og elever der umiddelbart kan genkendes, så ethvert bidrag
fra biografens tilskuere er meget velkomment.
De unges egen film fra Ungdomsklubben på Porshøj, der startede i 1962, viser hvordan en klubaften forløb med hygge, aktiviteter og dans og musik. Der bliver både danset twist og kinddans, så der bliver mulighed for at genopfriske minderne herom i årets biograf-forestilling selv om filmen er en stumfilm, der desværre ikke gengiver musikken fra elguitaren
og trommesættet.
21. maj 1977 var Herning startsted for et rally-løb for veteranbiler og motorcykler. Egetæpper, Ivan Boligland og Jyllands mini zoo i Haunstrup var sponsorer og stod for planlægningen af løbet. Deltagerne kørte gennem trafikken på Hernings travle hovedgade over Gullestrup og Tjørring ud på støvede veje over Sinding til Haunstrup. Mads Eg Damgaard deltog i en nyrestaureret "Adler" årgang 1911, sammen med omkring 60 andre. Farvefilmen er optaget forskellige steder på ruten og viser også løbet fra forsædet i et par af bilerne.
Aftenens ældste film fra1939-40 giver mulighed for at se korte klip fra de mange store virksomheder og butikker, der prægede datidens Herning, f.eks. Ørum-Petersens Karrosserifabrik,Herning Klædefabrik, Løveapoteket, trikotagefabrikken "ELGKO",
Herning Pengeskabsfabrik og mange flere.
Den Gamle Biograf kan således igen i år præsentere "nye" film, bragt frem i lyset af biografens gæster, og gensyn med en "ældre" film, der dokumenterer Herning for omkring 70 år siden. Filmene vises tirsdag 24. januar på Social & SundhedsSkolen, Gullestrupvej 10-12. Der er som sædvanlig to forestillinger: klokken 16 og klokken 19:30.
Vi opfordrer biografgæsterne til at komme i god tid. På grund af byggeaktivitet er skolens parkeringsplads lukket, og der er kun indgang fra Gullestrupvej midt på bygningen ved det
store skilt.
Alle er velkomne i biografen. Medlemmer af Historisk Forening har gratis adgang, andre
betaler en beskeden entré på kr. 30.
Jubilæumsudstilling

Biblioteket i Midtbyen (Mediehuset, Østergade 21) viser i øjeblikket en jubilæums-udstilling med alle 30 årgange af Herning-bogen. Den kan ses frem til medio januar 2012.
Lancering af Herning-bogen 2011

Indbydelse til Herning-bog reception 4. januar 2012 kl. 14.00
Så er det tid for den officielle præsentation af Herning-bogen 2011 med titlen:
Historiske Spor i Herning – en guide i ord og billeder
Tid: Onsdag 4. januar 2012 kl. 14.00
Sted: TEXTILFORUM – kantinen, Vestergade 20, 7400 Herning
Forfatter til Herning-bogen 2011 er den kendte lokalhistoriker m.m. Kurt H. Jørgensen, som har samarbejdet med fotograf Ole Jørgensen. Oles nye billeder er suppleret af ældre billeder fra Lokalhistorisk Arkiv. Her har også Doris Frederiksen været til en stor støtte med billeder og facts.
Denne bog er nummer 30 i rækken af Herning-bogen - alle udgivet af foreningen i samarbejde med Poul Kristensens Forlag – så denne reception er en slags jubilæum. Poul Kristensen var med til at starte Historisk Forening og Herning-bogen er i høj grad hans fortjeneste.
Biblioteket i Midtbyen (Mediehuset, Østergade 21) har i øjebllikket en jubilæums-udstilling med alle 30 årgange af Herning-bogen. Den kan ses frem til medio januar 2012.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Historisk Forening for Herning Kommune
Herning-bogen 2011
Historisk Forening for Herning Kommune er glade for at kunne meddele, at Herning-bogen i år udkommer for 30. gang.
Titlen på årets bog er "Historiske Spor i Herning - en guide i ord og billeder". Bogens forfatter er Kurt H. Jørgensen, der bl.a. er kendt som journalist, lokalhistoriker og regionsrådsmedlem.
Guiden i ord og billeder er på ca. 200 sider og indeholder masser af interessante informationer om Hernings historie, samlet af Kurt H.Jørgensen. Desuden har Doris Frederiksen fra Lokalhistorisk Arkiv været en uvurderlig samarbejdspartner. Bogen er spækket med mange nye og gamle billeder, udvalgt af Ole Jørgensen og Finn Nielsen. Bogen kan læses derhjemme i sofaen, og ikke mindst være til stor nytte og støtte under vandreture rundt i Herning.
Som nævnt er denne Herning-bog en ganske særlig årgang. idet det er 30. gang, bogen udgives, i samarbejde med Poul Kristensens Forlag, som gennem alle årene har ydet en stor aktiv og kunstnerisk indsats. Poul Kristensen var med til at starte Historisk Forening for Herning Kommune og fylder selv 90 år torsdag 12. januar 2012.
Bogen vil blive delt ud til vores omkring 1.000 medlemmer - af foreningens mange hjælpere i Herning og omegn - umiddelbart efter nytår. Boghandlerne i Herning vil få bogen leveret umiddelbart før jul, så hvis man f.eks. ønsker at købe ekstra eksemplarer til julegave, kan bogen bestilles og afhentes der, til udlevering fredag 23. december 2011.
Vi takker for samarbejdet i 2011 og sender de bedste ønsker for en glædelig jul og et godt nytår 2012.
Forsiden på Herning-bogen 2011 viser den gamle Herning Klædefabrik - i dag Textilforum, en afdeling af Museum Midtjylland.
Årsberetning for 2010
Årsberetning Historisk Forening for Herning Kommune 2010
Bestyrelsen
Foreningens formandskab blev efter generalforsamlingen i april 2010 udvidet med én person og består nu af sekretær Wenche Aamodt, kasserer Leif Pedersen, boglagerbestyrer og pressekontakt Erik Martinussen, Anne Sofie Vemmelund Christensen, og Ole Jørgensen. De to sidste deler indtil videre jobbet som webmaster. Nyvalgt som suppleant i bestyrelsen blev Finn Nielsen.
Herningensernes sommerhuse
Herningensernes sommerhuse
Historisk Forening for Herning Kommune inviterer torsdag 14. april 2011 kl. 19.30 til foredrag om: Sommerhuse i Søndervig - Skur & Arkitektur
Med basis i den nye bog (2010), skrevet af Herning-drengen, arkitekt Søren Damgaard Jensen og journalist Poul Osmundsen berettes der om nogle Herningenseres sommerhuse i Søndervig og deres beboere.
"Søndervig er i dag en broget blanding af klassiske sommerhuse, plasticsandaler, selvbyggede skure, dyre biler, rustne cykler, smukke stråtage, højrøstede reklameskilte, og et fantastisk klitlandskab..."
- Kom og hør fortsættelsen!
Efter foredraget afholdes ordinær generalforsamling, med dagsorden efter reglerne.
Lokalhistoriske Byvandringer
Historisk Forening indbyder alle interesserede til en LOKALHISTORISK BYVANDRING
Mandag 9. august 2010, kl. 18.15
Tirsdag 10. august 2010, kl. 18.30
Onsdag 11. august 2010, kl. 18.30
(Bemærk venligst tidspunkterne)
Startstedet er 'Laulund' (nu China Tang Restaurant) Baggårdssiden, Silkeborgvej 5.
Slutsted: Møllegade, Herning - ca. 2 timer senere.
Pensioneret seminarielektor C.E. Bundesen gentager som 'vejviser' sine populære Lokalhistoriske Byvandringer i Herning Bymidte.
Byvandringerne er hver dag den samme, og sker med støtte af lokalhistoriske kort og gamle billeder.
Der vil undervejs bl.a. fortælles om det moderne Herning tilblivelse, samt om den gamle Herning Landsby, der lå nær den nedrevne middelalder-kirke ved hjørnet af Gl. Kirkevej / H.P. Hansens Vej.
Hernings historie er meget længere, mere indviklet, og langt mere spændende end mange i dag kan forestille sig.
Deltagelse er som sædvanlig GRATIS for alle interesserede - og tilmelding er ikke nødvendig.
Husk fornuftig påklædning og fodtøj - passende til en dansk august sommeraften.
Rigtig god fornøjelse!
Billeder fra byvandringen i 2008:
Bustur til Karup - NY DATO!
Historisk Forenings udflugt til Flyvestationen i Karup er blevet ændret til søndag 30. maj 2010.
Det er stadig muligt at tilmelde sig turen ved kasserer Leif Pedersen på leif.p@webspeed.dk eller via telefon 97 26 77 33 med opgivelse af medlemsnavn. Da der er begrænset antal pladser, gælder først-til-mølle princippet.
Deadline for tilmeldinger er 17. maj.
Pris per medlem dkk 100.- for frokost. Drikkevarer betales separat.
PROGRAM
9.00: Samlet afgang i chartret bus fra Herning. Mødestedet er P-pladsen ved Kulturellen, Nørregade 7. Der køres bl.a. ad den historiske 'cementvej' fra Sunds til Karup
9.30: Ankomst til Karup Airport (KRP) - den civile lufthavn. Kort information om den civile luftfarts udvikling ved lufthavnschef Erik Jacobsen samt lokalhistorisk information om Karup-området ved Niels Peter Nielsen.
10.30: Ankomst til Flyvestationens Hovedvagt, Kølvrå.
Ved Frank Larsen, leder af Velfærdstjenesten,HWKAR, Helicopter Wing Karup:
- besøg ved Flyvevåbnets redningseskadrille
- besøg ved Brand- & Redningstjenesten
- besøg ved Forsvarets Hundetræningscenter
13.00: Frokostplatte i Propel-messen. Drikkevarer for egen regning. Slutter senest kl. 13.45.
14.00: Mulighed for besøg på museet ved Gedhus-vagten, der er indrettet og ledet af Flyvestation Karups Historiske Forening.
14.30 (senest): Afgang med bus mod Herning.
15.00 (ca.): Forventet hjemkomst til P-pladsen ved Kulturellen, Nørregade 7, Herning.
Der tages forbehold for ændringer.

