Traditionen tro indleder Historisk Forening året med Den Gamle Biograf. Denne gang fører biografdirektøren os tilbage til 1930erne og til 1960erne. Biografdirektøren er som sædvanlig Doris Frederiksen fra Lokalhistorisk Arkiv i Herning.
Den første film handler om HERNINGDAGEN i 1937. Doris Frederiksen fortæller:
– T. Breinholt fra Kjellerup har optaget denne film fra en festlig junidag i Herning. Programmet for Herningdagen indeholdt blandt meget andet et stort optog med musik. De forskellige vogne i optogtet illustrerede fem forskellige eventyr af H.C. Andersen og børn fra byens danseskoler optrådte som Tommelise og Hyrdinden og skorstensfejeren. Andre vogne i optoget viser landbrugsvarer, illuderet af en smørdrittel, en mælkeflaske og en smørpakke, der bliver ført fra land til by for at blive solgt videre der.
Et af festens formål var at vise sammenhængen mellem land og by, og ønsket var at arrangere en fest der kunne øge fællesskabsfølelsen. Filmen viser optoget gennem gaderne til festens centrum, Markedspladsen, hvor de forskellige telte samlede mange mennesker. Her var karruseller, et tivoli, Husmoderforeningens restaurant og Cirkus Badowsky med lokale kræfter, tombola og opvisning af folkedansere. Et af de mest besøgte indslag i festen var to opvisninger af Niels Bukhs oplympiadehold på det nye stadion i Nørgaards Allé. Et andet punkt på dagens 15 timer lange program var et ”stafetløb, der omfattede cykling, løb og roning på Sunds Sø”. Filmen viser kort, hvordan løberne bliver afløst af cykelryttere på torvet. –
Med den næste film fejrer vi, at det i september 2013 var 50 år siden den FØRSTE HI-MESSE fandt sted. Et halvt år efter starten på byggeriet af de første tre haller ved Vardevej samlede den første Håndværker og Industrimesse i Herning over 100.000 gæster på arealet omkring og i de seks haller, der var klar til denne messe. Filmen er optaget i farver og viser den tætte trafik af biler og turistbusser til hallerne. De nyeste maskiner til byggeri og industri vises i arbejde, og Teknologisk Institut deltager med et par togvogne, der fortæller om de nyeste uddannelsesmuligheder. Da filmen er amatøroptagelser er der ikke filmet inde i hallerne, men publikum bevæger sig ud og ind mellem bygningerne og på udstillingsarealet, så man får et godt indtryk af den store aktivitet og interesse, der var omkring messen.
I 1988 kunne FREDENS KIRKE fejre sine første 25 år som Hernings nyeste kirke. I den anledning blev der produceret en film, som igennem Niels Ivar Poulsens ældre optagelser af byggeriet frem til indvielsen i september 1963 fortæller historien om mere end 20 års ihærdigt arbejde for at den østlige bydel kunne få sin egen kirke. Filmen giver mulighed for at få et gensyn med kirkeminister Bodil Koch og pastor Sommer, byens øvrige præster, byggekomiteens medlemmer og arkitekter og håndværkere. Nye optagelser fra jubilæumsåret i 1988 viser hvordan kirken og dens omgivelser har ændret sig i løbet af årene. Filmen er produceret af FKKG og den er i farver.
Forestillingen afrundes med et par kortere film i farver fra forskellige begivenheder i 60ernes Herning.
Biografen har to forestillinger tirsdag 21. januar, nemlig klokken 16.00 og 19.30 Filmene vises på Gullestrupvej 10-12, hvor Social & SundhedsSkolen igen har stiller deres lokale til rådighed. Skolens p-plads på Bellisvej er åben for parkering, men der er kun indgang til biografen fra Gullestrupvej.
Historisk Forening opfordrer biografgæsterne til at komme i god tid. Alle er velkomne i ”Den Gamle Biograf”, medlemmer har gratis adgang, andre betaler 50 kr. i entré.