NYHEDSBREV  SEPTEMBER 2012

Skrevet af Erik Martinussen, medlem af formandskabet.

 Den Moderne By i Den Gamle By i Århus – en tidsrejse i vores egen historie.

HISTORISK Forening for Herning Kommune inviterer i uge 38 til et spændende foredrag med foreningens tidligere formand, museumsinspektør Allan Leth Frandsen, der i dag er projektchef på den moderne bydel i Den Gamle By i Århus.

Det sker torsdag 20. september 2012, kl 19.30 på Herning Friskole, H.C. Ørstedsvej 68.

Allan Leth Frandsen vil fortælle om baggrunden for sit spændende job, den udenlandske inspiration og ikke mindst om det praktiske arbejde med at flytte, kopiere og indrette huse.

Siden 2002 har Den Gamle By arbejdet på at udvide museet med en ny bydel, for at kunne fortælle om dagliglivet i Danmark i 1900-tallet.

Den Moderne By kaldes projektet, der arbejder med et forventet budget på mere end 210 mio. kroner.

  • Det er danmarkshistorie fra vores egen tid – en tidsrejse i vores egen historie
  • Det er gensyn med butikker, som man husker dem fra for 40-50 år siden
  • Det er besøg i hjem, som de har set ud de sidste 100 år

Kort sagt bliver Den Moderne By en tidsrejse, hvor vi kan besøge vores egen, vore forældres og vore bedsteforældres historie.

Den Moderne By rummer murede huse, til forskel fra det bindingsværk, som ellers har præget Den Gamle By siden grundlæggelsen.

Der bliver rig lejlighed til at høre, hvordan man bærer sig ad med at skaffe huse, butikker, værksteder og boliger.  Om hvordan de bliver dokumenteret, nedtaget og fragtet på magasin inden genopstilling. Man kan altså se frem til et kig ind i ”maskinrummet” på et af Danmarks største udstillings-projekter.

Oktober arrangement er foredrag  18.10.2012 med Christian Ringschou med temaet:

Nye Vinkler på det gamle Vestjylland 

Med udgangspunkt i bl.a. Evald Tang Kristensens arkiv fortæller museumsinspektør Christian Ringskou – Ringkøbinbg-Skjern Museum, www.levendehistorie.dk – om de store forandringer i Vestjylland omkring år 1900.