Foredrag torsdag 18. oktober 2012 kl. 19.30

Historisk Forening for Herning Kommune afholder årets sidste arrangement
torsdag aften 18. oktober 2012 kl. 19.30 på Herning Friskole.

Christian Ringskou, inspektør fra Ringkøbing-Skjern Museum, fortæller om “Nye vinkler på det gamle VestJylland”.

Denne aften drejer det sig om perioden for ca. 100 siden – årene mellem
1870 og 1920. Dengang blev hederne opdyrket, plantagerne anlagt, andels-mejerierne
grundlagt, jernbanerne bandt landet sammen, højskolerne lærte bønderne
nationalfølelse, afholdsbevægelsen og missionen lærte dem samvittighed. Og i særdeleshed: HERNING voksede op i magreste hede-egne, hvor udviklingen
var fundamental.

Det er en historie, der er fortalt på mange måder. Christian Ringskous
måde er på mikro-niveau. Her er ingen overordnede statistikker og heller
ikke noget om Dalgas og andre store kendte mænd. Derimod berettes om tre
helt forskellige vestjyder, om ret ukendte personer ,der levede deres
interessante liv midt i omvæltningerne:

Ejendomshandler og gård-udstykker Thygge Pedersen, der startede som
fattig smed i en hytte, han selv havde bygget i Ikast, men som tjente store penge på spekulation i hede-udstykning og senere på udviklingen i Herning.

Skolelærer Iver Holmgaard, der bragte alt det nye til Ørre sogn mellem
Herning og Holstebro: plantager, skytteforening, forsamlingshus og ikke
mindst afholds-sagen.

Den halte skrædder Jesper Talund, også i Ørre, der levede hele sit
fattige liv rodfæstet i den gamle hede-kultur med lyngtørv langs husmurene,
uden at tage meget notits af, at verden forandrede sig omkring ham.

Historierne om de tre spændende mænd baserer sig på folkeminde-samleren
Evald Tang Kristensens store arkiv, men også på en hel del andet materiale,
som Christian Ringskou har bearbejdet.

Der vil blive tegnet et personligt og nuanceret billede med nye vinkler på
Vestjyllands store omvæltninger i perioden 1870-1920 og af Herning-egnens historie for
omkring 100 siden.