Morten Thing, RUC, kommer torsdag 28. februar 2013 til Historisk Forening for at fortælle om sin far, sabotøren fra 2. verdenskrig Børge Thing, der fødtes i 1917 i Bethaniagade, Herning, knap fire år efter at Herning blev købstad. Børge Thing (alias Børge Brandt), var lederen af BOPA (Borgerlige Partisaner) – en af de danske sabotage-grupper.

Herning-bogen 1994 bragte en omtale om Børge Thing: Herning-drengen der blev en af modstands-bevægelsens store ledere. Den spændende beretning var skrevet af Ove Pedersen.

I 2011 har Morten Thing på en sprogligt fin måde løst den svære opgave at skrive bogen om sin fader på en smuk og indlevende, fagligt velfunderet måde. Bogen hedder “Sabotøren- min fars historie.”

Faderen voksede op i et indremissionsk hjem og blev udlært blikkenslager i Herning. I København mødte den unge socialdemokrat den jødiske og kommunistiske Dora, som fik ham overbevist om kommunismens sandhed. I 1942 gik han ind i illegalt arbejde, og i 1944 blev han leder af BOPA i den periode, hvor gruppen lavede de store aktioner.

Efter 2. verdenskrig blev han officer i hæren, og efter en karriere i erhvervslivet døde han af kræft i en alder af blot 54 år, fordi han som ung blev undersøgt med det radioaktive stof thorotrast.

Morten Thing kommer nu til Herning for at fortælle mere om sin faders spændende og meget dramatiske livsforløb.

Alle er velkomne til at høre den personlige beretning om Børge Thing. Det sker i uge 09 på Herning Friskole – torsdag 28. februar kl. 19.30.

Medlemmer har som altid gratis entré, andre betaler dkk 50,-

Sted: Herning Friskole, H.C. Ørsteds Vej 68.