Generalforsamling og foredrag om Sølle Søren og An Wåt
Torsdag 16. april 2015 afholder Historisk Forening ordinær generalforsamling på Herning Friskole. Den finder sted efter Villy Stampes foredrag “Sølle Søren og An Wåt”, som begynder kl. 19.30. Se omtale længere nede. Dagsorden ifølge vedtægterne:
- Valg af dirigent
- Beretning
- Regnskab
- Valg af a bestyrelsesmedlemmer. Efter tur afgår Erik Martinussen, Finn Nielsen, Ole Jørgensen, Eva Kristensen og Jørn Vedel Eriksen. Uden for tur afgår Erik Møller-Jensen. b 1 suppleant. c 1 revisor.
- Indkomne forslag
- Fastsættelse af kontingent. Bestyrelsen foreslår en stigning til kr. 200.
- Eventuelt
Vi har flere ledige poster i bestyrelsen og opfordrer medlemmerne til at overveje at stille op og give en hånd med i én af Hernings store og betydningsfulde kulturelle foreninger. Der er mange spændende opgaver at hjælpe med, som tilrettelæggelsen af den årlige Herning-bog, foredrag og udflugter. Eller har du måske lyst til at beskæftige dig med medlemskartotek, regnskab, boglager eller andet, så kontakt en fra bestyresen eller mød op på generalforsamlingen. Med venlig hilsen Bestyrelsen
Sølle Søren og An Wåt
Tidligere tekstilfabrikant Villy Stampe fortæller om to af Herning-egnens bedst kendte originaler, nemlig Sølle Søren og An Wåt. Sølle Søren (1874-1952) var handicappet og ernærede sig blandt andet ved at gå rundt i byerne og synge viser på et selvopfundet russisk for at få en øl. Han havde en vandrebog med tilladelse fra politiet til at synge offentligt. An Wåt (1868-1944) var døbt Ane Pedersen, og hun var især kendt for sit hidsige temperament og for at være god mod dyr. Hun dukkede altid op til markederne og var et kendt ansigt i Herning. Villy Stampe husker selv Sølle Søren fra sin barndom i Herning, og han krydrer sit foredrag med mange anekdoter fra dengang.