Foredrag på Herningsholm Museum om fortællekunsten i St. St. Blichers noveller ved prof. Henrik Zetterberg-Nielsen.
Tirsdag den 3. oktober 2023 kl. 19.00-21.30
Blichers brug af sted- og personnavne afspejler hans topografiske viden og er med til at fascinere læseren under tiden i en sådan grad, at man kan komme i tvivl om, der er tale om fiktion eller historie. Hertil kommer, at Blicher ofte selv optræder med navns nævnelse i sine noveller på en måde, der gør det uklart, om det fortalte er oplevet eller opfundet.
Det var beboere i Ørre et slående eksempel på, da de i 1917 satte en mindestenen på Ørre Hede, Blicherstenen. På stenen står: – ”Her lå Axelhus eller Kjeltringhuset hvor Blicher for 100 år siden så Kjeltringballet.”
Beboerne havde ingen historiske kilder til brug for stenens tekst, men byggede den udelukkende på læsning af Blichers novelle ” Kjeltringliv”. I novellen finder fortælleren Kjeltringhuset på Ørre Hede. Her ser han gennem vinduet et Kjeltringbal, hvor ”professoren” sammen Linka Smælem dansede ”en Slags Reel i rask tofjerdedel Takt.”
VisitHerning bygger også på novellen eller måske på Blicherstenen når de skriver: ”Mindestenen er rejst på tomten af det nedrevne fattighus, Axelhus, da det er her, at Blicher skulle have overværet det i “Kjæltringeliv” skildrede kjæltringsbal”.
I foredraget vil Henrik – med kort udblik til “Kjæltringeliv” (udg. 1839) især komme ind på andre noveller, hvor forholdet mellem liv og fiktion ligeledes er interessant, nemlig først og fremmest “Skytten på Aunsbjerg” (udg. 1839) og ”Præsten i Vejlby” (udg. 1829). Har man mulighed for det, kan man læse en eller begge af disse noveller på forhånd, men det er ikke en forudsætning – alle kan være med.
Henrik Zetterberg-Nielsen er professor ved Institut for Kommunikation og Kultur – Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet.
Foredraget arrangeres i et samarbejde mellem Museum Midtjylland og Historisk Forening for Herning Kommune
Pris: kr. 90,- (kr. 50,- for medlemmer af Museumsforeningen for Museum Midtjylland Herning samt Historisk Forening for Herning Kommune). Entréen er inklusiv kaffe og kage, som serveres af de frivillige ildsjæle i Herningsholmlauget.
Tilmelding er nødvendig og skal ske via Museum Midtjyllands hjemmeside.