Fred og håb – Sønderjylland mellem Våbenstilstand og Genforening
Historisk Forening indbyder til foredrag med tidligere arkivleder ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, dr. phil. Lars N. Henningsen.
Torsdag 10. marts 2022 kl. 19.30 på Herning Friskole, H.C. Ørsteds Vej 68 i Herning.
Tiden fra våbenstilstanden den 11. november 1918 til Genforeningen i 1920 blev fuld af forventning, men også rig på skuffelser. Endelig fik de dansksindede sønderjyder håb om at få grænsen flyttet sydpå. Men ventetiden blev lang. Tusindvis af hjemvendte soldater var krigsskadede, og de skulle nu finde en plads på arbejdsmarkedet. Der var revolution, økonomisk nød, spekulation og uklare forhold i styret. Dertil kom en bitter strid, om hvordan en afstemning om den nye grænse kunne gennemføres.
Foredraget kaster lys over dagligdagen i Sønderjylland efter fire års rædsler og ser på den krogede vej frem mod Genforeningen i 1920.
Lars N. Henningsen er forfatter af talrige bøger og artikler om grænselandets historie.