herningbogen_2016

Herning-bogen 2016 er på vej ud til medlemmerne.

Årets bog indeholder en stor variation i emner og forfattere.

Vi bringer et spændende interview med grundlæggeren af Uhrskov Vinhandel, Ulrik Uhrskov, og sønnerne Anders og Kristian. Vinhandlen i Bredgades vestlige ende er én af Hernings førende detailhandlere, og dens over hundredårige historie er en vigtig del af Hernings historie.

Forretningen Herreekviperingshandler Charles Maibom er ophørt, men var også i sin tid et af Hernings flagskibe indenfor butikshandlen. Artiklen er skrevet af Verner Højersgaard, Esbjerg, som selv har stået i lære i butikken. Han illustrerer dagligdagen og organisationen i en stor detailhandel fra slutningen af 2. verdenskrig og frem til 80’erne. Vi supplerer med et fototillæg samlet og skrevet af fhv. leder af Lokalhistorisk Arkiv, Doris Frederiksen.

Efter de to store butiksportrætter følger en artikel om Skolegade midt i Herning. Vægten ligger på slut 40’erne og 50’erne. Artiklens forfatter, Verner Højersgaard, har trådt sine barnesko i Skolegade, og det er en god oplevelse at lade tankerne gå tilbage til den tid, hvor butikkerne var talrige og beboerantallet var meget stort i Skolegade.

Herning-bogen rummer en slags historisk krimi om et mord, der for over hundrede år siden blev begået i Tjørring. Vi kommer omkring polarforsker Mylius-Erichsen, Horsens Statsfængsel og den jyske hede. Læs selv Kurt H. Jørgensens og Villy Stampes afsløringer i artiklen.

Vidste I, at Bellevue lå i Rind syd for Herning? Ole Madsen fortæller om det berømte badested ved Rind Å, tyske soldaters badeture, men først og fremmest om dagliglivet på et husmandssted i Rind. Tiden er umiddelbart før 2. verdenskrig og frem til slutningen af 50’erne.

Verner Højersgaard har også nået at skrive en lille artikel om Præriebilen, også kaldet Munklindebussen. Vi bringer en artikel om Det Nye Missionshotel i Jernbanegade, skrevet af Anna Bavnhøj, Thyholm, datter af ejerne af missionshotellet. Endelig bringer vi Wenche Aamodts portræt og tak til Doris Frederiksen, som i foråret 2015 fratrådte som leder af Lokalhistorisk Arkiv.

Historisk Forening vil i forbindelse med udgivelsen gerne takke forfattere, sponsorer, Herning Kommune, Lokalhistorisk Arkiv, fotoredaktør Finn Nielsen og de fotografer, der har leveret billeder og illustrationer til Herning-bogen 2016.