Generalforsamling og foredrag

Historisk Forening afholder ordinær generalforsamling i Historiens Hus torsdag 20. april 2023 kl. 19.00. Dagsorden ifølge vedtægterne

Inden generalforsamlingen er der foredrag ved museumsinspektør Martin Winther Olesen fra Museum Midtjylland. Der er gratis adgang for medlemmer af Historisk Forening.

Riddere og skønne midtjyske jomfruer, lidt nyt fra middelalderen i Herning

Området omkring Herning spiller næsten ingen rolle i de skriftlige kilder fra middelalderen (1000 til 1536), så de skriftlige kilder og udgravningerne ved Herningsholm har hidtil fyldt meget i vores kendskab til denne ellers spændende tid. Men herregården er som bekendt yngre (renæssance).

En række nye fund og undersøgelser ved blandt andet Agerskov vold og Gullestrup har både overrasket og nuanceret billedet betydeligt. Affødt af disse undersøgelser har museets arkæologer for nyligt søgt at danne sig et nyt samlet overblik over vores arkæologiske kilder. Dette arbejde har medført, at vi måske skal se området i den tidlige del af middelalderen som lige så tæt befolket og sprudlende som jernalderen, men samtidig også en periode hvor der sker en række markante brud i bebyggelsesstrukturen, ændringer som både har rod i det, der var, og som peger frem mod det mere kendte historiske bebyggelsesmønster.

Martin Winther Olesen vil i foredraget præsentere nogle af resultaterne fra disse nye arkæologiske undersøgelser.

Dato

20. apr 2023
Expired!

Tid

19:00 - 22:00

Sted

Historiens Hus
Museumsgade 32, Herning

Arrangeret af

Historisk Forening for Herning Kommune