Torsdag 17. september kl.19.30 afholder museumsinspektør Jesper Meyer Christensen foredrag i Historisk Forening om adelstandens dage på Herningsholm.

Fra grundlæggelsen i 1579 og frem til slutningen af 1700-tallet blev herregården Herningsholm med tilhørende bøndergods styret af såvel gamle som nye adelslægter. Perioden bød på både storhed og fald for de forskellige ejere; fra at have været en befæstet og betydningsfuld bastion i Jylland sidst i 1500-tallet var herregården med de tilhørende jorde nærmest kun en skygge af sig selv mod slutningen af 1700-tallet.

Disse godt 200 års midtjysk herregårdshistorie fandt sted i en periode med markante begivenheder og forandringer i monarkiet Danmark, eksempelvis den just stedfundne reformation, enevældens indførelse og landboreformerne. Disse forandringer havde i direkte eller indirekte grad stor indflydelse på de adelige ejeres magt og vælde på Herningsholm.

Denne aften vil museumsinspektør Jesper Meyer Christensen sætte Herningsholms adelige periode ind i en nationalhistorisk kontekst og herigennem søge at forklare de adelige ejeres storhed og fald.

Sted: Herning Friskole, H.C. Ørsteds Vej 68. Medlemmer har som altid gratis entré, andre betaler kr. 50.